Den svenske forfatter og tidligere biskop Martin Lönnebo har skrevet en bøn med titlen “I stilheden beder selv fornægtelsen”. Denne bøn har inspireret mig til nedenstående digt. Det er skrevet til en retræte, som Silkeborg sogn holdt i Skovhuset i Sønder Vissing i februar, 2010. Temaet var: “Dømt og fri. Guds dom er menneskets frihed.”
I stilheden
I stilheden kan vi høre græsset
synge lovsang i vinden
I stilheden kan vi høre træernes forbøn
for alt der lever
I stilheden hører vi havet runge
af uudgrundelighed
I stilheden synger ørkenen
sin stjernesang til verdensrummet
I stilheden kan vi høre barnet
i sin mors mave
I stilheden kan vi høre alle mødres bøn,
alle fædres stumhed bag ord og handling
I stilheden kan vi høre alle lidelser
skrige til himlen
I stilheden beder selv fornægtelsen
uafvidende, uafbrudt
beder vi alle om retfærdighed
venter vi en retfærdig dommer,
den store helbreder, der skiller ondt fra godt,
sandt fra usandt, sygt fra sundt
I stilheden står evigheden og lyser
som et træ midt i verden
I stilheden er vi alle grene på det træ
er vi alle med i verdenskoret
synger vi lovsang, synger vi bøn:
Ære være Gud, forbarm dig over os!
