Det er ikke svært at elske Yahya Hassan,
nu hvor han er død.
Det var sværere,
da han sprang frem,
messende af vrede,
et uhørt dansk,
drivende
af gru og rædsel,
i rasende rytme,
en skrækindjagende
længsel.
Sværere endnu at blive bekræftet
i dominerende fordomme
om livet i de såkaldte ghettoer
og let at høre en ubærlig smerte,
trods og forhærdelse,
foragt og afmagt gro
i generationer af flygtningelejre.
Alt for let, imidlertid,
altid at være heldig,
født med en sølvske i munden,
i maven, hvor den kværner rundt,
tager til takke, skamfuldt ædende
sin egen samvittighed, ætsende sjælen
indefra, afsindigt manende
til venlig ro og tro på det bedste
i mennesker ….
en glædelig opstandelse.
Frihed og favntag
ønsker jeg dig, Yahya Hassan,
i din himmel
et vågnende øre
ønsker jeg os,
at vi må høre dit råb
eller dø i synden.
Ingrid Mejer Jensen, 1. maj 2020
