Ånd er et vanskeligt begreb – og en usynlig virkelighed – som luften vi ånder
I radioudsendelsen Brinkmanns Briks fra 4. november interviewes filosof og idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz og teolog og journalist Sørine Gotfredsen om deres syn på begrebet ånd. Brinkmann er i gang med at indkredse dette begreb efter i Sørine Gotfredsens anmeldelser af hans bøger at være blevet kritiseret for at gå uden om ånd og religion som fænomener. Brinkmann holder sig til psykologi og filosofi, men derved går han glip af en uomgængelig dimension ved tilværelsen, mener Sørine Gotfredsen.
Jeg har hørt udsendelsen to gange og har hver gang været dybt fascineret, men jeg har også undret mig og i sidste omgang ledt efter ord i udsendelsen, der beskriver det, som jeg forstår som det essentielle ved begrebet ånd, nemlig forbundethed. Ånd er det element, der forbinder alt levende på jorden. Det er efter min mening essensen af begrebet. Når det er sagt, er der selvfølgelig mange andre måder at beskrive ånd på, nemlig i relation til alverdens fænomener. ”We live in an ocean of air like fish in a body of water.” (Alexander Lowen). Luft og ånd er dybt forbundne. Vi ånder luften helt ubevidst, og vi lever i ånden som fisk i vand.
Når der ikke er evig harmoni og balance på denne klode, er det fordi kloden, det fysiske, stoflige vilkår, som alt levende også deler, er ensbetydende med modstand, hunger, smerte, kamp for overlevelse og ikke mindst frygt. De fysiske vilkår er skræmmende og driver det enkelte individ ind i enten vold, flugt eller isolation. Og samfund skærmer sig eller erobrer nyt land ved at skabe fjendebilleder og stå sammen imod dem.
Jeg kan godt lide Brinkmanns oversættelse af ånd til kultur, for i hver kultur – det være sig en national-, en foreningskultur eller en arbejdspladskultur er der en særlig ånd, som alle agerer i – bevidst eller ubevidst som den luft, de ånder. Når Sørine Gotfredsen har ret i, at kulturbegrebet ikke indfanger det eksistentielle eller religiøse aspekt af begrebet ånd, så er det fordi den dimension, at alt hvad der lever er forbundet i et gigantisk fællesskab, ikke nødvendigvis indgår i en kultur. I nogle religiøse kulturer forholder man sig til Gud som den øverste autoritet og relaterer dermed til et billede af den altomfattende ånd, som alle er en del af, som ingen kan falde ud af, ligegyldigt hvor ondt eller godt, de agerer i forhold til medmennesker og natur.
Jeg er desværre ikke så klog på flere religioner, men i kristen forstand, som er den jeg kender, er den altomfattende ånd det samme som Guds kærlighed. I kristent billedsprog er den ånd Far, og Jesus er den ånds søn, et menneske, der viser hvordan man opfører sig, når man er i inderlig kontakt med den altomfattende ånd. Den treenige Guds tredje aktør er Helligånden, som efter Jesu død er mulig at befinde sig i, hvis man samles om at mindes Jesu virke og sprog og deltager i ritualerne dåb og nadver. Når Helligånden er til stede, ved de forsamlede, at de er ét, at de er del af den altomfattende ånd.
Ingrid. November 2020
