Forleden betragtede jeg et billede af to venner, og jeg så, at den ene var faldet sammen. Det var så påfaldende. Den anden sad ret og rank og dog afslappet og brugte stolens ryglæn. Den sammenfaldne var slet ikke i kontakt med ryglænet, men bøjede sig frem, skød hagen og hovedet frem, skuldrene rundede sig ind over brystet, og maven lå som en stor bold i skødet.
Samme dag prøvede jeg en havestol i Jysk, og på min vivs beskrivelse af, hvorfor den stol ikke duer, forstod jeg, at også jeg var faldet sammen – i hvert fald i den stol. Ingen kontakt med ryglænet, maven som en stor bold i skødet.
Min mor faldt sammen, da hun blev gammel, men det var fordi hun havde osteoporose, hvirvlerne i rygsøjlen var slidt, og hun gik med korset de sidste mange år af sit liv.
Såvel souffléer som ganske almindelige kager falder sammen. En stol kan være ved at falde sammen, og en ulykkelig meddelelse kan medføre, at jeg falder sammen – lige på stedet. Efter at have siddet sådan et stykke tid, tager jeg mig sammen, rejser mig og gør noget eller ringer til en, der vil lytte.
”Nu må du tage dig sammen,” kunne ens mor sige, når man protesterede mod dette eller hint. Og tusind år senere, når man nyder sit otium og læser avis til langt op ad dagen og udsætter til i morgen, hvad der kan gøres i dag, er man hende taknemmelig for, at hun blev ved med at stille dette forlangende, som man hele livet har måttet gentage for sig selv, når man kun havde lyst til én ting: at falde sammen, lægge sig og lægge i Vorherres hænder, om man nogen sinde vil rejse sig igen.
For mange år siden underviste jeg et skrivehold på en højskole, og en dag sad hele holdet op ad den solbeskinnede husvæg og erklærede samstemmigt, at de ikke gad i dag. Jeg anede ikke mine levende råd, indtil jeg greb ordet gider og bad dem alle om sammen med mig, rytmisk at gentage sætningen: ”Jeg gider ikke, jeg gider ikke.” I begyndelsen fortsatte vi med at hænge, men så rejste vi os og gik rundt i græsset og gentog i kor: ”Jeg gider ikke, jeg gider ikke.” Til sidst holdt vi inde, og så kunne undervisningen begynde.
Jeg har siden anvendt samme teknik over for mig selv, når jeg ikke gider noget, men bare vil falde sammen. Det virker på en måde bedre end alle de formaninger. Som om det er ok ikke at gide, fordi det er et faktum, at sådan er det. Men når jeg står ved det faktum, anerkender tilstanden, ja, så er der mulighed for at den forandrer sig, at det går af sig selv, at jeg hverken behøver at falde sammen eller at tage mig sammen, men bare rejser mig og gør, hvad jeg skal.
Min veninde har mistet både familie og venner gennem det seneste år. Måske er det derfor, hun er faldet sammen. Selv må jeg ofte erkende, at jeg er helt sammenfalden indeni, selv om jeg gør, hvad jeg skal. Som den runde og gule citronkage, jeg bagte, hvor hele midten var faldet sammen. Jeg gravede midten ud og serverede resten af kagen som en citronkrans. Den var OK, men jeg kunne ikke lade være med at afsløre, at den var produkt af et sammenfald, en fejl. Som om det er en fejl at være sammenfalden indeni og være en fast og lækker steg udenpå? Er det ikke bare et faktum, som skal anerkendes, og som så vil ændre sig? Måske?
