Stabat Mater – en pieta

Se Maria, under korset,
rank og sorgfuld står hun der,
smertetynget, hjertesåret
står hun, mens han hænger nær,

nær ved hende, nær ved himlen
klynget op på korsets træ,
åh, Maria, jeg må græde,
sad han ikke på dit knæ,

var en lille dreng, der leged’
på dit skød, i gårdens sand?
Vidste du, han skulle fristes,
gå igennem ild og vand?

Vidste du, af engle spået,
at han måtte dø forrådt,
hånet, pisket og forslået?
Hører du hans sidste råb?

***

Se Maria, sjælerusket,
Himlen nær er hendes søn,
Brændende som ørkenbusken
Står hun, oprejst, er den bøn,

som hun beder, sønnens vilje:
”Tilgiv dem, for se, de dør
før de ved, hvad de bedriver,
de ved ikke, hvad de gør.”

***

Åh, Maria, tak for at du
adlød englens gådeord,
lad mig aldrig stå som pøblen,
råbe hånsord til den mor,

der må dele sønnens skæbne,
bøje sig og lade ske,
det, som ingen kan forhindre,
aldrig vægres ved at se,

angsten, der besætter hjerter,
får os til at flå og slå,
holde os til supermagten,
gøre venner ormesmå.

***

Åh, Maria, i det mørke
som faldt over Golgata
sad du sammenkrummet, lukket
om din smerte, som i dag

jeg må sidde, mærke, dele
med dig, hvad du lider, mor,
for din søn og for os alle,
skæbnetynget, uden ord?

Kærlighedens kilde pibler
gennem dig med helligånd,
helligånd, der gennem livet,
strømmed’ i hans frelserhånd

Åh, Maria, gennem torne,
går du med din gudesøn,
lad mig dele al din smerte,
Hør mig, hør mig, hør min bøn.

Sig du ved, at Jesus ville
dele alt det værste, som
vi kan frygte: blive lille
tværet ud af andres dom,

at han rejste sig af døden,
smerten som et lagen lå,
du er hos ham, vi er frie
til at gå …

***

Nu falder mørke over kloden,
et lys stiger op,
forblæst og forrevet

Nu kysser Maria
den hellige pande,
nu græder hun, gravlagt,
en sten rulles for

en helt anden dag
er på vej

***

Jeg ved, at der findes
en omsorg i verden
så dæmpet som smerten
er kras med sit skrig:

de mødre der synger
for barnet, de gynger,
helt stille og sorgfuldt
og døden forbi.