Anmeldelse
Birgit Bang Mogensen var den første hospitalsklovn i Danmark. Efter en krævende uddannelse fra teaterskolen, Dell’Arte, i Californien, vendte hun i starten af 1990’erne tilbage til Danmark, og snart var hun i gang med at udfolde den ene klovnefigur efter den anden.
Inviteret af Gøglerskolen i Aarhus og inspireret af filmen om lægen Patch Adams, der fik idéen til at bringe humor ind i behandlingen af syge børn, kontaktede Birgit en pædiatrisk hjerteafdeling på hospitalet i Skejby. Her arbejdede hendes veninde som sygeplejerske, og efter en prøvende start tog projektet fart.
Det er en spændende og velfortalt historie om et vigtigt pionerarbejde, der har ført til videnskabelige undersøgelser af, hvad hospitalsklovnes arbejde betyder, og at hospitalsklovne i dag er et udbredt og skattet fænomen i Danmark.
Historien er central i bogen, men udgør kun en lille del af den personlige beretning, som ”Jamen han holdt jo så meget af dig” er. En livsfortælling, et modent og afklaret tilbageblik på en barndom og et voksenliv, med masser af udadvendt aktivitet og energisk livsglæde, men også med et forbehold i livsfølelsen, der har rod i både faderens og bedstefaderens grænseoverskridende adfærd.
Det var seksuelle krænkelser af et barn, der står det igennem ved at ”forsvinde”: ”Jeg forsvandt ud af mig selv”, gentager forfatteren, og mange vil sikkert genkende den måde at takle umulige situationer på. Overgrebene er ligefremt beskrevet, og ligefrem er fortællestilen i det hele taget. Nogle steder næsten mundtlig. De levende beskrivelser af hjemmet, den lille familie, der består af far, mor, Birgit og to mindre brødre fanger straks læseren, og man berøres af de fine skildringer, også af bedsteforældrene.
Trods sit alvorlige indhold er bogen let læst. Den går kronologisk frem og har mange fint sansede detaljer, samtidig med at man ikke et sekund er i tvivl om retningen og meningen med bogen. ”Og med denne bog kæmper jeg for os. For en forståelse af liv, der skulle være levet anderledes, for at øjne kan se, og ører kan høre og modsætte sig overgreb.” ”Os”, det er Birgit og hendes bror Jørgen.
Begge Birgits brødre får en tragisk skæbne med misbrug og sindslidelser, og det gør et dybt indtryk. Det er ikke kun faderens seksuelle overgreb mod Birgit, der har forårsaget ensomhed og manglende evne til at knytte sig til andre, det er ikke mindst hans voldelige adfærd over for sine drenge.
Jeg skal ikke røbe mere af fortællingen her. Den berører og giver stof til eftertanke. Ikke mindst må jeg efter endt læsning tænke over det spørgsmål, som også Me-too debatten har givet anledning til: I hvor høj grad er overskridende adfærd et individuelt fænomen, og i hvor høj grad er det en kultur, vi alle er en del af og takler forskelligt?
