Oplæg ved Arnakkekilden 2. pinsedag 2022
Velkommen i den grønne lund,
– Hvor det vifter hjemligt gennem løvet – og
Den signede dag med fryd vi ser
Skønt menneskelivet er under-ligt
Er kærlighed lysets kilde
Og alle mine kilder skal være hos dig.
Jeg håber, at I og Grundtvig vil tilgive mig denne leg med hans skønne og kendte vers. Det er ikke sådan at skulle sige noget om Grundtvig – kort, så det må blive sporadisk – som det ovenstående stykke patchwork af absolut IKKE tilfældige linjer.
Vi er en lille gruppe fra Silkeborg Kirke, som har sat jer stævne her i dag ved kilden, fordi vi synes, at Grundtvig skal have et (ekstra) ord med på vejen her ved pinsefesten i den grønne lund ved Silkeborg Bad.
Det er fordi vi har opdaget, at det i år er 150 år siden Grundtvig døde (1872) – og at han lever endnu. Eller gør han?
At der findes en forening med navnet Grundtvigsk Forum er et eksempel på Grundtvigs efterliv, at der findes grundtvigske fri- og efterskoler og en grundtvigsk læreruddannelse, at der er 70 højskoler i dette land, at en gudstjeneste uden en salme af Grundtvig er en sjældenhed, at der findes et grundtvigsk center på Aarhus Universitet, et Grundtvig akademi … OG: at danskerne under den nu forgangne epidemi greb Højskolesangbogen for at synge i fællesskab – ja, det viser alt sammen, at han lever endnu. Den gamle af dage – Grundtvig – skrev:
Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hvert andet barn i Dannevang
forstår halvkvæden vise
…
Så for en stund glemte vi cola og chips
Fordi vi – med Grundtvig – ved, at
…
Hver fugl må synge med sit næb,
Og livet kan vi skønne,
Var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!
Uden sang går det ikke. For hvad er der så tilbage andet end slid og slæb?
Til efteråret bliver der en række arrangementer om Grundtvig. Silkeborg Kirke er initiativtageren, men vi skal også på Silkeborg Højskole, på Gødvad Efterskole og til morgensang i Kedelhuset. Det kan I læse om i den folder, som I er velkomne til at få med hjem herfra. Den vil også stå fremme i Silkeborg Kirkes våbenhus hen over sommeren.
Og at vi samles her i dag ved kilden – det er det første arrangement – en INTRO. En rigtig intro får vi dagen før Grundtvigs dødsdag, den 1. september i sognelokalerne, hvor Katrine Frøkjær Baunvig, som er lektor og leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet holder foredrag med titlen: Grundtvig – den levende døde.
I invitationen til i dag står der, at jeg vil sige noget om, hvordan Grundtvig blev inspireret af naturen. Og som forberedelse til det lille oplæg bladrede jeg højskolesangbogen igennem og læste de 66 salmer og sange af Grundtvig, der står der. Der er i alt 601 sange i Højskolesangbogen, så det må siges, at han fylder godt. Ca. hver tiende sang er af Grundtvig, der som sagt døde i 1872 og fødtes i 1783.
Det har været en forunderlig rejse gennem Grundtvigs mange vers. Jeg noterede mig (næsten) alle naturelementerne og undrede mig over, hvor få der er. Eller rettere, at mangfoldigheden er lille. Der er virkelig mange gengangere:
Sol og himmel, skov og vang,
morgenhane, blomster og siv,
måne, torden, og stjerner,
bjerg og ørken, slange, fugle,
fiske og vilde dyr,
myrer, roser, kilder, bække, elve,
fjeld og kampesten,
foruden planeter og kroppe og en enkelt kødklump.
Kødklumpen optræder i sangen Folkeligt skal alt nu være
Der er flere, og det lyder måske af mange, og at Grundtvig kommer pænt rundt i naturen – også den udenlandske og den bibelske. Men jeg har kun fundet én lærke og én nattergal og af blomsternavne kun rose og påske- og pinselilje.
Og den mageløse opdagelse, jeg mener at have gjort er, at Grundtvig IKKE lod sig inspirere af naturen. Han opsøgte ikke naturen. I langt de fleste år af sit liv boede og arbejdede Grundtvig i København. Han var en bybo. Naturbillederne kommer fra barndommens og ungdommens landskaber og fra bøger.
Grundtvig elskede nok naturen, især som han kendte den fra barndommens bondeland, men han studerede den ikke. Det gjorde hans samtidige, digterkollegerne: HC Andersen, HV Kaalund, Carl Ewald, St. St. Blicher. Andersen kendte både svane, svale og stork, foruden skarnbassen, skrubtudsen og mange flere, Kaalund lå på knæ og lærte den døde andemor at kende mellem sivene og følte så stærkt med de moderløse ællinger, at han skrev digtet ”Den døde vildand”, Carl Ewald kendte bøgen, egen, ålen og rødspætten, og St. St. Blicher var dybt fortrolig med alle hedens fugle og kendte deres navne. 30 forskellige fugle blev det til i digtsamlingen Trækfuglene.
Men for Grundtvig var naturen ”Eksempler på liv” – på underværket, skaberværket, der i hans forståelse er unikt ved sin forbindelse mellem stof og ånd – ved at være levende. Derfor går ordene ånd og liv igen og igen i Grundtvigs digtning.
