hedder en digtsamling af Niels Hav. Det er en daglig fornøjelse at læse et digt herfra. For den findes. Midt i alle ulykkerne. Et mysterium, og en indrømmelse efter mange års forsøg på at få et overblik, en kant, et fokus, et centrum, et kort, en geografi eller matematik at begribe den modsætningsfyldte og forvirrende virkelighed med.
De sjove, lykkelige og filosofiske og aldeles jordbundne digte, som jeg vil anbefale mine læsere at dykke ned i, fik mig til at fremfinde en række digte, som jeg skrev for snart mange år siden, digte med øjeblikke af lykke. Der kommer et par her:
Lykken
At håret er vådt
og solen skinner
fuglene synger
blomsterne springer
græs bryder frem overalt
hvor regnen faldt
så gråt og vådt
over bare arme
på tørre øjne
og skorpet jord
at vi går
mellem blanke pytter
i regnens
duftende spor.
Aprilsnar
Forsythia-fingre
mirabelletegn
hvor viljeløst
blomstrer vi ikke
i haver
langs veje
i hegn
stå varsomt
ven
giv nu efter
vil du være sol
så vil jeg være regn.
