Digt til tiden
I den stivnede dag
er det svært at høre
græsset gro og fugle kvidre.
Solen stråler kun
i erindringens himmelblå glæde,
de hvide skyer,
den grønne dal.
Vintergrå er verden, stivnet
i kulden står huse og haver,
kraner og dozere
på stenhård jord.
Bussen stråler af lys og lover
varme til kolde hænder,
løfter et håb og en lille tro
på tiden, der går, livet,
der brænder i alle slags frø,
her mens vi døves og tror
vi skal dø.
